SALON MED CARSTEN WINTHER 12.05.2019


Om Agnes Henningsen i Møllehavehuset

I Møllehavehusets søndagssalon den 12. maj kl. 15-17 skildrer tidligere stadsbibliotekar Carsten Winther en af “Det moderne gennembruds” centrale kvindeskikkelser, forfatteren Agnes Henningsen (1868-1962).

Carsten Winther har tidligere gæstet Møllehavehuset med et engageret foredrag om samfundsrevseren PH, der er søn af Agnes Henningsen.

Agnes Henningsens forfatterskab var drevet af interesse for kvinders rettigheder og indignation over mandsdominans af enhver art. Med sine kritiske værker om kvinders rettigheder, stivnede kønsroller og undertrykt seksualitet levede hun i høj grad op til Georg Brandes krav til samtidslitteraturen, nemlig at den skulle “sætte problemer til debat”. Samtidig provokerede, ja, forargede hun såvel den pæne borgerlige offentlighed som dem, der sad på pengekassen. Et forslag om at tildele Agnes H. en livsvarig forfatterydelse blev således stemt ned.

Agnes giftede sig i en ung alder med teologen Mads Henningsen. Ægteskabet var båret af visioner om åbenhed og frihed for begge, men med de 3 børn, som kom, sneg det traditionelle kønsrollemønster, som hun ellers havde et kritisk blik på, sig ind. Efter en romance med forfatteren Carl Ewald fødte hun i 1994 sønnen, der nu bedst kendes som PH, og i 1895 blev ægteskabet opløst. Forinden var Agnes begyndt at skrive litterære tekster. En af tidens store forfattere, Herman Bang, hjalp hende med at få dem trykt en række noveller i avisen “København”.

Ilfg. Carsten Winther var Agnes barndomsdrøm ”At sidde mellem landets mest fremragende mænd …”. Den gik i høj grad i opfyldelse. Som ung omgav hun sig bl.a. med Georg Brandes, Gustav Wied, Johannes V. Jensen og Herman Bang. I 1960 blev “Det danske Akademi” stiftet. Ud over Karen Blixen var Agnes H. eneste kvindelige medlem. De øvrige medlemmer af Akademiet hørte til landets “store mænd”.

Hvad er Agnes Henningsens forbindelse til Langeland? Gennem det meste af hendes liv var Langeland et elsket sted, oplyser Carsten Winther. I lange perioder opholdt hun sig som barn på gården “Søvertorp”. Senere i livet kom hun ofte på apoteket i Rudkøbing hos storesøsteren Mimi, der også skaffede hende Petra Hansen fra Bagenkop til at klare hus og børn, først for Agnes og siden for Poul og hans familie.

Alle er velkomne i Møllehavehuset sønd. den 12.5. kl. 15-17


Husk at støtte Møllehavehuset for 2019 så vi kan fortsætte med at bringe kulturen til Langeland

MEDLEMSKAB


Medlemmer 40 kr pr. person (foredrag betalt via medlemskabet)

  • Ikke medlemmer 100 kr pr. person
  • Prisen inkluderer kaffe, the, et glas vin/vand og et stykke chokolade
  • Johannes Møllehave bog: Salon og salutter med billeder fra foreningens egen fotograf 100 kr
  • VI TAGER IMOD MOBILEPAY (96945) OG KONTANTER.

MØLLEHAVEHUSET
Møllehavehuset (Præsteboligen)
Bøstrupvej 39
5953 Tranekær
Langeland
Relateret

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.