SALON MED LASSE EBBENSGAARD D. 20.10.2019


Søndag den 20. oktober kl. 15-17 causerer rektor emeritus Lasse Ebbensgaard i Møllehavehuset/Bøstrup Præstegaard under overskriften “Et pust fra Vestjyllands klittag om vind og ånd, tro og viden, Thøger Larsen og Grundtvig. Og naturligvis H.C. Andersen.

Lasse Ebbensgaard (født 1943) er en gammel ven af huset, og sad i bestyrelsen i Møllehavehusets første år . Han har mange strenge på violinen. Selv præsenterer han sig som købmandssøn, der – grebet af 60’ernes akademikereksplosion – blev fysiker med studier i kvantemekanik og relativitetsteori samt speciale i videnskabshistorie. Hvorfor går tiden forlæns?, spørger han retorisk.

Efter nogle år som amanuensis på Århus Universitet og lektor på Aarhus Katedralskole blev han rektor på Lemvig Gymnasium (1979-2014). Hans interesse og engagement i lokalsamfundet spænder vidt. Fra f.eks. formand for Folkeuniversitetet i Lemvig over rundviser på Harboøre Kirkegård til opsynsmand på Museet Flyvholm Redningsstation.

Det er ikke tilfældigt, at Ebbensgaard vil tale om Thøger Larsen (1875-1928), der var bosat i Lemvig i hele sit voksenliv, og som – ud over sit borgerlige erhverv som redaktør – var digter. Alle kender sangene “Danmark, nu blunder den lyse Nat …” eller “Du danske Sommer, jeg elsker dig,/skønt du så ofte har sveget mig. …”, men de færreste ved måske, at Thøger Larsen er forfatteren.

Lars Ebbensgaard

Det er heller ikke tilfældigt, at Grundtvig og H.C. Andersen er temaer i hans foredrag. I et læserbrev /debatindlæg i Folkebladet Lemvig op til EU valget i foråret 2019 lægger Ebbensgaard åbent sine værdier frem. – “Jeg er helt enig (red. med Ida Auken), også jeg er grundfæstet i min kristne tro og i min kærlighed til Danmark. Jeg sætter høj pris på frihed, men kæmper imod fundamentalisme og had. Og som borger i et lille åbent land, er jeg stor tilhænger af internationalt samarbejde. (…) Vi drømmer om et friere og grønnere Danmark. (…).”

Foredraget indeholder efter Ebbensgaards eget udsagn mange anekdoter og historier fra et langt rektorliv i Lemvig. Mon ikke han også kommer ind på sit lange farverige venskab med Johannes Møllehave, og deres famøse besøg på det fine Hotel D’Angleterre, der endte i håndjern og detentionen på Halmtorvet. – Jeg tror det”, siger Anne-Lise Bech Hansen, og tilføjer, at “Johannes har det godt for tiden og har planer om at møde op til søndagssalonen den 20. okt.”.

Johannes glæder sig til at komme denne søndag for at høre Lasse Ebbensgaards foredrag og mødes med sin gode ven fra Lemvig

Alle er velkomne.


Husk at støtte Møllehavehuset for 2019 så vi kan fortsætte med at bringe kulturen til Langeland


Medlemmer 40 kr pr. person (foredrag betalt via medlemskabet)

  • Ikke medlemmer 100 kr pr. person
  • Prisen inkluderer kaffe, the, et glas vin/vand og et stykke chokolade
  • Johannes Møllehave bog: Salon og salutter med billeder fra foreningens egen fotograf 100 kr
  • VI TAGER IMOD MOBILEPAY (96945) OG KONTANTER.

MØLLEHAVEHUSET
Møllehavehuset (Præsteboligen)
Bøstrupvej 39
5953 Tranekær
Langeland

2 thoughts on “SALON MED LASSE EBBENSGAARD D. 20.10.2019”

  1. Hvor ville jeg dog gerne være med der. Lasse er bare GO. Og jeg har aldrig været i det smukke gamle hus. Nyd det hele 😍

Skriv et svar til Inge K. Juul Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.