af Marianne Porsby og Marianne Volf Andersen
Amos Oz (f. 4. maj 1939) er en af Israels kendteste forfattere. Han er desuden journalist og har været professor ved Ben Gurion Universitetet i Beersheba. Siden krigen i 1967 har han været en prominent fredsaktivist og fortaler for en to-statsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. I Danmark er han mest kendt for sine skønlitterære værker.
Hans forældre indvandrede fra Østeuropa og var begge zionister. Hans mor begik selvmord, da han var 12 år. Han er opvokset i Kerem Avraham-kvarteret og miljøet her har været en stor inspiration i flere af Amos Oz´s udgivelser.
Hans familie var ikke ortodokse jøder, men alligevel blev han sendt i den lokale religiøse skole. Han gør op med familiens politiske overbevisning, melder sig ind i Arbejderpartiet og bliver en del af Kibutz Hulda, da han er bare 14 år gammel.
Det var i kibutzen han ændrede sit navn til Oz, der betyder styrke. Oz læste filosofi og hebræisk litteratur ved det Hebræiske Universitet.
OZ har skrevet 18 bøger og 450 essays og artikler på hebræisk og hans værker er i dag oversat til 30 forskellige sprog. Han er læst over hele verden og har modtaget flere litterære priser.
Vers om Livet og døden (opr. Haruzei Hahaymin Vehamavet, 2007)
-oversat til dansk af Hanne Friis, Gyldendal, 2009.
I de fleste af Amos Oz romaner er hovedpersonen dybt involveret i den israelsk-arabiske konflikt. Med Vers om Livet og døden har forfatteren ramt noget universelt.
Hovedpersonen i Amos Oz roman Vers om livet og døden er først et du så et han – som siden viser sig at være en navnløs midaldrende succesfuld forfatter på vej til endnu et interview i anledning af sin nye roman. Forfatterhovedpersonen har ikke lyst og placerer sig på en lille cafe:
”En servitrice med et interessant ansigt og en æggende trussekant under kjolen, to lidt hærgede mænd fordybet i en samtale ved nabobordet…Straks er han i gang med at digte historier…”
Forfatteren forstår at vende ulyst til lyst. I løbet af de 7 timer, som handlingen strækker sig over, fra kulturhuset og videre ud i nattelivet i Tel Aviv, får Amos Oz besvaret de spørgsmål, som så ofte stilles til forfattere – de spørgsmål, som vælter ned over romanens første side: Hvem er du? Hvad skriver du? Hvorfor skriver du? Hvordan bliver du egentlig inspireret? Er dine personer virkelige eller opdigtede? osv.
Det meste i romanen foregår i forfatterens fantasi. Forfatterhovedpersonen lader sig rive med af de mange personer og skæbner, han digter om og lader sig (omtrent) forføre af den kvinde, Rachel, som læser hans tekst op ved arrangementet. Han bliver under alle omstændigheder viklet ind i sin digterleg. Hvornår er han forfatter og hvornår er han menneske? Det er svært for ham og for os andre at skelne. Hvad er digt og hvad er virkelighed?
Amos Oz har leveret en lille bog, som berører de store spørgsmål. Romanen kunne for så vidt have heddet Vers om kødet og døden. Det er en bog om eksistensen – om kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed. Amos Oz skriver lidt vemodigt, men med en stille melankolsk humor. Han er på ingen måde sentimental i sin fremstilling af ulykken og smerten – tværtimod – Amos Oz er solidarisk med de personer, han skildrer og betragter hele den menneskelige komedie (kærlighed, længsel og smerte) lidt udefra eller ovenfra, hvilket giver bogen en fin lethed.
Romanen er en drilsk metafiktion, som – på en meget elegant måde – diskuterer forholdet mellem virkelighed og fantasi. Fantasien og nysgerrigheden er selve drivkraften i værket.
Med Vers om Livet og døden demonstrerer Amos Oz, at det i lige så høj grad er fantasien, som snylter på virkeligheden. Vers om livet og døden er en legende roman om nysgerrighed og ensomhed – en universel, forførende fortælling om forfatterliv. – Og ikke mindst en bog om bøger.
Amos Oz lader romanen igennem sin forfatterhovedperson komme i tanker om vers af den store israelseke digter Tsefania Beit-Halahmi, som ”den lokale kulturpamper” citerer forud for aftenens arrangementet.
Citatet lyder:
Ingen brud uden gom
Ingen retssag uden dom
Forfatterhovedpersonen bliver netop modtaget af kulturpamperen med ordene:
”Jamen, jamen, jamen velkommen, min unge ven. Velkommen. Du er ventet som en brudgom…”
Siden erindrer forfatterhovedpersonen linjer fra Tsefania som:
Gud har skabt os alle lige,
Alle følger livets strøm.
Og det mest vidunderlige
Er, at alle har en drøm
Eller:
Vinden blæser som den vil.
Suser, forsvinder og farer hvortil?
Kan det mon være, den denne gang
Vil tage dig med på sit vingefang
Tsefania var en patriot, som skrev avisklummer om nationens triumfer. Titlen Vers om livet og døden er hentet fra Tsefania og forfatterhovedperson overvejer undervejs i romanen, hvad der blev af den berømte forfatter? Lever han endnu? Er han på plejehjem? Eller er han død?
Igen et spørgsmål til ham selv og læseren: Hvorfor skriver vi? Eller læser? Om livet og døden og kærligheden. Hvad er litteraturen? Hvad skal vi med den?
Forfatterhovedpersonen kommer til den konklusion, at Tsefania må være død:
” Men en simpel udregning viser, at det næppe er muligt, at digteren stadig lever. Hans ugentlige spalte, Vers om livet og døden, forstummede for mange år siden (…)
Og forfatterhovedpersonen digter videre:
”Digteren døde sikkert for mange år siden af en hjernebødning og blev hurtigt begravet på en blæsende, regnfuld dag ved en begravelse der kun blev overværet af en håndfuld gamle partikammerater, som stod indhyllet i overfrakker og krøb sammen under en baldakin af sorte paraplyser…”
På romanens sidste side vender forfatteren tilbage til Tsefania:
”Sig mig, har du nogensinde hørt om Tsefania Bei-Halahmi? Vers om livet og døden? Nej? Han var en ubetydelig digter, der skrev sange, hvis vers engang var rimeligt populære her i landet, men som i mange år har været glemt. Det var den digter, der tog fejl i forbindelse med gommen og bruden Og nu er natfuglen holdt op med at skrige, og i aftenavisen, som lå og ventede på mig ved sengen, ser jeg at digteren tidligt i går morges i Raanana sov ind i en alder af syvoghalvfems som følge af hjertestop. Af og til kan det betale sig at tænde lyset for at finde ud af, hvad der sker. Også i morgen bliver det varmt og fugtigt. Og i morgen er faktisk i dag”..
-Amos Oz viser os med sin roman Vers om livet og døden, at litteraturen lever videre.
Scener fra en landsby af Amos Oz, 2009, oversat af Hanne Friis.
Bogen består af syv scener fra den opdigtede pionerlandsby Tel Ilan, der af en besøgende beskrives som “simpelthen den smukkeste landsby i hele det levantiske land”.Desuden er der en ottende scene, som finder sted “et fjernt sted i en anden tid”.
I scenerne fra landsbyen hører vi om indbyggerne, som er skiftevis hovedpersoner og bipersoner i fortællingerne, men for dem alle gælder, at de har lidt tab, eller deres liv har udviklet sig anderledes end de kunne ønske sig.
Der er fortællingen om den ensomme læge Gili Steiner, som går til busstoppestedet for at hente sin elskede nevø, som imidlertid ikke dukker op, og vi får aldrig at vide, hvad der er blevet af ham.
I fortællingen “De gravende” bor lærerinden Rachel sammen med sin far “en høj, ilter og hævngerrig gammel mand.” samt en arabisk studerende, som bor til leje hos hende.
De hører alle på et tidspunkt gravelyde fra kælderen, men finder aldrig ud af, hvor de kommer fra.
I “De fremmede” møder vi ” Kobi Ezra, en ulykkelig syttenårig dreng” som har forelsket sig i den trediveårige postfunktionær, Ada, en lattermild, trivelig og venlig kvinde. Hun har dog en kæreste, som er tankvognschauffør. Kobi vil følge Ada til biblioteket, hvor hun arbejder to aftener om ugen, i den hensigt at erklære hende sin kærlighed. Det går dog ikke som han håber, og det efterlader ham endnu mere ulykkelig end før.
I den syvende scene mødes mange af personerne fra de andre fortællinger til sangaften hos ægteparret Levin for at synge hebræiske sange. Også ægteparret Levin har lidt tab, idet deres søn har begået selvmord ved at skyde sig under deres seng. Dette betød at “Et år eller to efter drengens død begyndte Dalia Levin at beskæftige sig med åndelige ting fra Fjernøsten“.
Hun var leder af Tel Ilans bibliotek, og på hendes initiativ blev der oprettet en meditationsgruppe på biblioteket. Hver sjette uge arrangerede hun sangaftener i hjemmet.” Fortælleren, som deltager i sangaftenen, føler sig kaldet af den døde søn, og fortællingen slutter med, at han kravler ind under den seng, hvor sønnen skød sig. Hvad der videre sker, ved vi ikke.
Fælles for fortællingerne er nemlig, at de ikke har en endelig, forklarende afslutning – ligesom man aldrig kender livets afslutning, før det er for sent.
Adam Oz bruger menneskeskæbnerne i det nære samfund til at beskrive det almenmenneskelige.
Oz er en fremragende “maler” , idet han formår at beskrive landskab og scener, så de står lyslevende for os. Ligeledes formår han at skildre personerne med lune og solidaritet, så de lever videre i os, efter at vi har lukket bogen.
Bogens sidste fortælling “Et fjernt sted i en anden tid” beskriver en sump med mennesker som lever i en dyrisk kultur. Dertil ankommer en Kristus-lignende figur, som dog afvises af beboerne, da de ikke forstår ham.
Det er de store spørgsmål som tab og længsel, kærlighed, tro og identitet, som Oz beskriver i disse fortællinger.