MARIA GIACOBBE

Af Marianne Porsby og Marianne Volf Andersen

– en vigtig stemme i en globaliseret verden.

Portræt

Maria Giacobbe er en italiensk-dansk forfatter, som er født i 1928 og opvokset på Sardinien. Hun var barn i 30´erne under Mussolinis fascistiske styre, ung i 40´erne under 2. verdenskrig og den efterfølgende genopbygning af det krigshærgede Italien, og debuterede som 29 årig med Diario di una maestrina (Lærerinde på Sardinien) om sine oplevelser som lærer blandt fattige sardiske børn i 1950´erne.

Maria Giacobbe  | Tryk for mere information

Maria Giacobbe | Tryk for mere information

Hun blev dansk gift i 1958 med forfatteren Uffe Harder og er mor til sønnerne Thomas og Andreas Harder. Hun er bosat i Danmark og i 1962 blev hun dansk statsborger. Maria Giacobbe har skrevet romaner, noveller, digte og essays.

Af det sardiske sprog, som taltes af mormoren og tjenestefolkene, husker hun kun enkelte ord. Spansk derimod betragter hun som sit hjertesprog, fordi det var det, hun talte i barndommen. Maria Giacobbe har dansk som andet sprog efter italiensk. Hun har oversat fra begge sprog.

Giacobbes personlige tilgang til det at være multikulturel og tosproget er, at det er en rigdom frem for en begrænsning. Hun siger herom, at hendes ”tilknytning til to så forskellige steder i verden virker ikke som en spaltning, men tværtimod som en fordobling af min personlighed og mine evner”.

Maria Giacobbe er en forfatter, som – på baggrund af sit kendskab til problematikken om etnisk identitet og ikke mindst omkring kulturudveksling/-udvikling – tager aktiv del i den samfundsmæssige, politiske debat.

Dagbog mellem to verdener, Gyldendal 1975

Maria Giacobbe insisterer på at forstå sit udgangspunkt. I Dagbog mellem to verdener, Gyldendal 1975 trækker hun på det selvbiografiske stof, som giver anledning til personlig oplevelse, refleksion og erkendelse.  Omdrejningspunktet er barndommens hus.

Det hus, hvor jeg blev født, hvor min mor blev født, hvortil min mormor kom som brud og som min morfar havde udvidet og forskønnet for hende, på grundlag af halvdelen af det, han sammen med bror´en havde arvet fra sin far…”

Tonen i romanen er langsom og mættet med sproglige opremsninger af konkrete fænomener, der gør dem virkelige og betydningsbærende. Der veksles mellem anekdoter og konkrete sansninger. Rejsens formål bliver at kombinere de nutidige rejseindtryk med forestillinger om fortiden. Synspunktet er, at kendskab til fortidens kulturer er en nødvendighed for at forstå nutidens konflikter.

Gennem sansning og erindring fører hun os tilbage i tiden, idet hun minutiøst gennemlever og genskaber ikke bare sin egen barndomshistorie og slægtens historie, men også Europas historie, som den har formet sig gennem de sidste hundrede år, med krige, inflation, arbejdsløshed og emigration.

Byen og huset er labyrintisk som erindringens rum. Som en arkæolog graver forfatteren sig igennem ydre og indre rum:

Vi møder bedstefaren Salvatores, der var formand for det nyoprettede ”Arbejdersamfundet” og søn af Rafaele, hvis far havde været røver i Fonni, på en tid hvor kvægtyveri, røveri og overfald på diligencer lå inden for grænserne af den uskrevne lov. Fortælleren mener ikke, hun overdriver sin sardiske og familiemæssige patriotisme, når hun siger, at disse hyrdeforfædre i forhold til vore dages spekulanter:

” i det mindste har det fortrin at have udsat sig for betydelige strabadser og betydelig fysisk fare og først og fremmest at have kæmpet med lige våben mod jævnbyrdige modstandere”.

Giacobbels roman er fuld af modsætninger: før/nu – tradition og modernitet.

Fra sin voksentilværelse i lejligheden på Frederiksberg rejser Maria Giacobbe tilbage til barndommen i landsbyen Nuoro. Vi hører om faren, der hemmeligt forlod Italien for at indrullere sig i de Internationale Brigader i Spanien og moren, Maria Francesca, som fortsætter sin tilværelse med børnene i landsbyen:

 ”Da far var rejst, var vi – min mor og vi fire søskende udelukkende afhængige af min mormor og en endnu ugift onkel. Til denne familiegruppe hørte også morens lillesøster, der havde forlovet sig med en kommunist, som havde måttet dele sin ungdom mellem fængsel og husarrest.

Blandt de mange fint portrætterede står slægtens kvindelige overhoved, mormoren, der beskrives som

”en gammel kvinde, der kun med største vanskelighed kunne stave sig igennem sine sorte bønnebøger, hvis bogstaver var store som myrer”  (….) 

med en naturlig autoritet:

en dybt rodfæstet, urokkelig retfærdighedssans og med sin overbevisning, der bundede så dybt, at det ikke var nødvendigt at udtrykke den i ord, om at ethvert menneske har indiskutabel ret og pligt til at værne om sin egen og sine medmenneskers frihed og personlige værdighed…..”

Maria Giacobbe har respekt, for de personer og livsformer, hun beskriver.

Til familien hørte også mors og mormors tjenestepiger, Teressa, Zenobia, Martina som var gift med fars altmuligmand, Bobore. Der er i barndommen knyttet stærke bånd mellem den 4-årige Maria og Boboras ”som lavede velsmagende og appetitvækkende måltider fx makaroni i tomatsovs eller ristede svampe med hvidløg, olie og persille”.

I romanen støder vi på klasseforskelle – sociale og økonomiske skel,  mellem erobrerne og den lokale befolkning, men også i landsbyen, i familien – mellem herskab og tjenestefolk (eksempelvis Maria Giacobbes mor og tjenestepigen Augusta.) og uden for familien. Til landsbysamfundet hører også de gale, som hver har deres personlighed. Et eksempel er Rafaele, som boede i en lille stald i nærheden af kirkegården:

Rafaele gik ikke, men færdedes i galop eller i trav eller i skridtgang, alt efter humør og behov, for i sin galskab var Rafaele fuldt og fast besluttet på, at han var en hest, og opførte sig i nøje overensstemmelse hermed. 

Engang imellem slog han volter eller blev sky og vrinskede vildt. Men som oftest var han mild og rolig og derfor højt elsket af alle. Når han kom til os for at få sin ration havre, lænede han sig til dørstolpen ved køkkenindgangen ud mod gården, og begyndte, uden at sige noget, at skrabe ganske let med højre fod, fuldkommen som en velafrettet hest, der ville tiltrække sin herres opmærksomhed (…) Naturligvis satte han sig aldrig, da han jo var en hest.

Maria Giacobbes etablerer et kulturmøde i fortællingens regi, som kan bringe læseren til at se mangfoldighed som noget positivt. Mange måder at føle, handle, tænke, eksistere på sættes op imod hinanden og indgår i en aldrig afsluttet dialog. Forfatterskabets inderste nerve er en hudløshed overfor velkendte følelser som angst, fremmedfølelse, glæde. Overalt mærkes solidaritetsfølesen med det liv, der udfolder sig på godt og ondt.

Maria Giacobbe forfatterskab udfordrer læserens eksistentielle, politiske og kulturelle position ved at insistere på mangfoldigheden og flertydigheden. Kulturforståelse og integration er globaliseringens udfordring og nødvendighed. Værdierne, som Maria Giacobbe peger på, er kærlighed, ligeværd, frihed, oplysning og dialog.

Masker og nøgne engle, Gyldendal 1994

I Masker og nøgne engle beskriver Maria Giacobbe sin barndom i Nuoro, hvor hun bor sammen med sin far mor og sine søskende. Hendes erindringer går tilbage til 3 års alderen og dengang, da hendes verden endnu var tryg, men utryggeden, som hun kalder sit eksil, indfinder sig med fascismens udbredelse, idet faren og moren nægter at melde sig ind i det fascistiske parti. Det får nogle sociale konsekvenser, nemlig at forældrene ikke kan få noget arbejde og at de derfor heller ikke har nogen penge. Disse forhold skaber utryghed og sætter sig psykologiske spor i den lille pige, som knytter sig meget tæt til sin mor.

De første erindringer er præget af barnets åbne sanser og en glubende nysgerrighed på verden. Tilstanden erindres som lykkefølelse – en følelse af fylde og mæthed: ”min fjerne engleagtige tilstand. Så kortvarig, så hurtig tabt”. 

Siden går det anderledes:

 ”Alt for tidligt udviklede jeg en skadelig tilbøjelighed til at skue indad i mig selv og til mistænksomt at lede efter de ansigter, der gemte sig bag maskerne, og efter den skjulte og truende verden, der dølgede sig bag hverdagens bedragerisk trygge facade”

Pigen opbygger en fantasiverden, som hun ikke kan formidle eller dele med andre, fordi hun er usikker på, om de vil forstå hende. Hendes usikkerhed betyder også, at hun tvivler på, at Gud eksisterer ligesom hun har en fornemmelse af, at nogle engle holder øje med hende og skriver ned, hvad hun laver.

”Jesus havde jeg til gengæld ingen grund til at tvivle på, og min sympati for ham, for den esus, som mor en gang imellem fortalte mig om, var helt betingelsesløs. Jesus gik omkring ude på landet, ligesom vi selv gjorde det, sammen med gode og fattige mennesker og sagde ”salige er de retfærdige thi de skal arve himmelens rige”.

Når Jesus havde sagt sådan, betød det, at an elskede retfærdigheden og hadede uretten, og at han derfor måtte være antifacist og ikke kunne holde med sin far, der beskyttede fascisterne og undlod t straffe deres onde gerninger, mens han ikke engang sørgede for, at vi havde penge til at betale for lys og vand”.

På børneværelset i forældrenes lejlighed hænger et Europakort, som hun ligger og kigger på om aftenen. Hun forestiller sig, at Skandinavien er Paradiset, hvortil hun i sine drømme og dagdrømme søger tilflugt og tryghed. – Skandinavien er også litteraturen. Som barn har hun hørt sin far læse op af Grimms eventyr, H.C. Andersens eventyr og Selma Lagerløfs fortællinger.

Da faren rejser og de flytter ind hos mormor bliver kortet pakket ned og lagt op på loftet, og muligheden for at drømme forsvinder.

I voksenlivet bliver litteraturen og det at skrive netop den måde, hvorpå Maria Giacobbe kan bearbejde sin barndoms traumer og samle trådene.

Vibeke Blaksteen skriver i sin bog, Tabets fortælling – et portræt af Maria Giacobbes liv og værk”:

Barndommens oplevelse af brud og fremmedhed blev det filter, som virkeligheden også som voksen sås igennem, og som det blev altafgørende for den voksne forfatter at gennemskrive fra mange vinkler og i mange udformninger. En ligeså fokuseret tilbagevenden til den personlige mest intense og skrøbelige periodeses i filmens verden hos Nils Malmros.”

Skriv et svar