JENS ANDERSEN: DENNE DAG, ET LIV

Af Johannes Møllehave

”Denne dag, et liv”
En Astrid Lindgren biografi
Af Jens Andersen

Du skal behandle hver dag i dit liv, som om den var den sidste

Tom Kristensen har engang sagt: ”Jeg har ingen store sorger, men så mange små. Åh, så fortvivlende mange, og åh, så fortvivlende små”. Jeg kom i tanke om hans sætning, da jeg på et døgn uden søvn læste Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi, som hedder ”Denne dag, et liv”.

Hvorfor læser vi? Det gik klart op for mig under min intense læsning, at man næsten ikke kan være bekendt at tage de små bekymringer så alvorligt. Om Astrid Lindgren hører vi så betagende, at man ikke begriber, at dette hårdt udsatte, ensomme menneske skulle blive Sveriges berømteste forfatter. Pippi Langstrømpe blev afvist af forlaget, som hævdede, at det ikke var noget for børn. Da bogen blev udgivet, gik det forlag, som havde afvist bogen, konkurs. Derimod blev hendes forlag det rigeste. Pippi Langstrømpe er i dag på verdensplan solgt i 65 millioner eksemplarer. Gåden er ikke bare, hvor hun fik sin inspiration fra, men hvordan hun bevarede en vidunderlig humor, som man f.eks. finder hos Mark Twain.

Kort fortalt er den unge Astrid Lindgren ansat som sekretær hos en charmerende, ældre herre, som er gift for anden gang og ligger i en opslidende skilsmisseproces. Han er virkelig forelsket i den unge Astrid og inviterer hende på hotel, hvor han prøver at forklare hende, at der ikke sker noget, når bare hun afværger at blive besvangret. Hun tror både på det og på, at han elsker hende. Jeg anede ikke, hvad jeg kunne læse i bogen, at man i Sverige havde en juridisk paragraf, som hed, at hvis man fødte et forlovelsesbarn, så var barnet stillet juridisk og arvemæssigt, som hvis det var født i ægteskab. På det tidspunkt måtte man ikke reklamere i aviser for svangerskabsforebyggende midler – pessarer f.eks. Astrid anede ikke noget om de ting, men opdagede, at hun var gravid; og i det lille samfund, som hendes forældre boede i, var der kun to muligheder for en enlig mor: ”Bliv, hvor du er, og bliv en skam for dig selv og din familie, – eller rejs hurtigt væk”. Hun valgte det sidste, hun tog til Stockholm.

Hendes elsker sender hende breve om, at det sikreste vil være, at hun føder i København, hvor der er en klinik, som modtager alle gravide kvinder, uden at de skal nævne deres navn eller faderens navn. Der var også en familie i Brønshøj, som tog mod nyfødte børn. Kvinden, der havde stedet, var fraskilt, og hendes voksne søn hjalp hende, somme tider var der både tre og fire småbørn. Astrid Lindgren kommer ud og ser huset og får tillid til kvinden og hendes voksne søn. Drengen, hun har født, hedder Lars, men kaldes Lasse. Han bliver hos kvinden i Danmark. Endnu er Astrid Lindgren ikke begyndt at skrive bøger. Hun uddanner sig i Stockholm, lærer først at skrive på maskine og dernæst at stenografere – uhyre vigtige ting for hende, når hun skulle være sekretær. Lasses far, Reinhold Blomberg, døjede under de frygtelige skilsmisseproblemer. Konen havde beviser for, at han havde stået i forhold til de piger fra England, som de havde ansat som hjælpere. Da han endelig er blevet skilt, gifter han sig ikke med Astrid. Hun føler sig svigtet og får de første anfald af ensomhed, som følger hende gennem resten af hendes tilværelse, og som er et grundtema i hendes fortællinger.

I 1944-1945 har Astrid Lindgren fulgt udviklingen af 2. verdenskrig. På et tidspunkt er hun rædselsslagen for, at Stalin vil blive farligere end Hitler for Sverige. Hun er ansat og betalt for at skrive rapporter om krigens faser – også her er det en gift mand, som lægger an på hende. Han hedder Lindgren. I ægteskabet oplever hun kernefamilien og får Lasse til Sverige. Med Lindgren får hun datteren Karin, som er Jens Andersens bedste kilde.

Nu er der gået en uge, siden jeg begyndte at skrive på denne artikel, og jeg har været i Politikens store sal og hørt Jens Andersen fortælle om bogen. Man skal først og fremmest læse den, fordi den får en til at genlæse både Pippe Langstrømpe og Emil fra Lønneberg og hele forfatterskabet. Astrid Lindgren har givet børnene stemme i en tid, hvor man mente, at børn skulle ses, men ikke høres. H.C. Andersen gav også børn stemme allerede i 1827, da han lod et døende barn holde en enetale for sin mor. Kun barnet høres i digtet ”Det døende barn”. Der er en nær sammenhæng mellem Jens Andersens H.C. Andersen-biografi og denne Astrid Lindgren-biografi. For at tage nogle vigtige begivenheder i Astrid Lindgrens liv: Hun er født 1907 i Vimmerby. I 1945 får hun sit gennembrud med Pippi Langstrømpe på forlaget Rabén & Sjögren, hvor hun allerede året efter bliver forlagsredaktør. I 1952 dør hendes mand, Sture Lindgren. I 1954 kommer ”Mio, min Mio”. I 1958 motager hun H.C. Andersen-medaljen. I 1963 kommer ”Emil fra Lønneberg”, og i 1971 modtager hun Det svenske Akademis store guldmedalje. 1973: ”Brødrene Løvehjerte”, 1981 ”Ronja Røverdatter”.

Der er en dyb sammenhæng i hendes liv. Hun, som har skildret Pippis oprør mod autoriteter, bliver selv mere og mere kritisk over for svensk politik og mandlige politikere. I 1976 er hun den,, som vælter Olof Palmes regering. I 1986 er hun dyrevelfærds- og miljøaktivist. Hun har en drøm om, at Gud kommer til Sverige og beder om, at hun vil vise ham, hvordan dyrene trives i Sverige. Hun husker fra sin bibelhistorie, at Gud satte Adam til at herske over dyrene. Nu vil han gerne se, hvordan mennesker behandler dyrene. Hun viser ham heste og køer, som aldrig har set dagens lys og rystes ved synet. Hun har et sammenstød med Sveriges miljøminister, som hun – som anden Pippi – aer på kinden. I 1998 rammes hun af et slagtilfælde. En tysk avis skriver, at hun er døende. Hun citerer sin yndlingsforfatter, Mark Twain, som sagde: ”Rygterne om min død tør siges at være stærkt overdrevne”. I et sent interview citerer hun Prædikerens bog: ”Alt er tomhed og jag efter vind”. Da hendes datter spørger, om ikke hun er stolt over, at hun er oversat til 50 sprog og får sækkevis af takkebreve fra hele verden, svarer hun: ”Når du ser verdens skæve gang, hvad betyder det så, at man er oversat til 50 sprog?” Hun dør i 2002.

Politiken bad den største svenske kender af Astrid Lindgrens bøger om at anmelde Jens Andersens bog. Han gav den seks stjerner og roste den til skyerne. Vi kan være stolte af, at det er en dansk forfatter, der har slidt i to år med denne svenske digter, og som har ret, når han siger, at børnebogsforfattere har stået i skyggen af forfattere, som skriver for voksne. Man er overbevist om, at Astrid Lindgren som forfatter er i samme kategori som Cervantes Don Quixote. Hvor ville jeg ønske, at bogen ligger under masser af juletræer og bliver læst højt i familierne. Jens Andersen kan samme kunst som Lindgren: At tale letforståeligt om de højeste emner. Hans bog bør hele Norden sige til lykke med!

Ligesom Henrik Ibsen sagde efter ”Et Dukkehjem”, da man spurgte ham, om han talte kvindesag, svarede: ”Nej, jeg taler menneskesag”! Sådan har Astrid Lindgren givet stemmer til børn, som ikke blev hørt. Det må da kaldes: Uhørt!