José Saramago

Af Marianne Porsby og Marianne Volf Andersen.

Den portugisiske forfatter José Saramago er født 16/11 1922 i Portugal og død 18/6 2010 i Spanien. Saramago modtog Nobelprisen i Litteratur i 1998. Han regnes for en af Portugals største forfattere.

Saramago skrev, levede og fabulerede og var ikke bange for at lege med sætningsstrukturer, handlingsforløb og fortællerperspektiv. Han var kendt for sin ateisme. Han har skrevet romaner, digte, dramaer, essays og en bog om Portugal.

Han tilsluttede sig tidligt Det kommunistiske parti og fastholdt dette politiske standpunkt livet igennem. Hans gennembrudsværk var Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passorola, 1988. I den roman udviklede han sin karakteristiske fortælleform. Med Jesusevangeliet, 1991 vakte han så stor skandale i det katolske Portugal, at han valgte et frivilligt eksil på Lanzarote.

duplikerede_mand

Den duplikerede mand, 2002 – er en filosofisk roman om en mand og hans dobbeltgænger. Hvem er jeg? Og hvem er vi? Men bogen er også et drama og en farce og særdeles spændende læsning, efterhånden som man kommer ind i den – men så går det også hurtigt.

Hovedpersonen i bogen er en 38 årig historielærer, som på anbefaling af en kollega ser en videofilm, hvori en af birollerne spilles af en skuespiller, som er en fuldstændig kopi af ham selv. Denne lighed bliver en besættelse for ham, så han ender med at opsøge skuespilleren. Skuespilleren er først meget afvisende, men efterhånden rives også han med af denne usædvanlige situation, som samtidig får stor indflydelse på hans kone.

De to mænd bliver så optagede af hinandens liv og færden, så deres egen personlighed efterhånden udviskes og dette får fatale konsekvenser.

”Tertuliano Maximo Afonso udfordrede sandt nok Daniel Santa-Clara da han uden et ord, og det var måske det værste, sendte ham det falske skæg, men med en smule sund fornuft ville det være blevet ved det (…) Desværre viser den sunde fornuft sig ikke altid når det er påkrævet, og ikke så sjældent har dens kortvarige fravær resulteret i de største dramaer og de frygteligste katastrofer”

Der er en fin overensstemmelse mellem det indhold og de temaer, som optager Saramago og den særlige fortællestil, som han benytter sig af – karakteriseret ved lange sætningskonstruktioner og et mylder af tanker, som væver sig ind og ud mellem hinanden. Der er ingen fast form. Alt kan ske og sker. Der leges og eksperimenteres ustandseligt med fyldende overgange. Alt udfordres. Romanen er præget af den for Saramago særlige humor og den sylespidse sarkasme, som vi finder i alle romanerne.

doeden_udebliver_indimellem_100_0

Døden udebliver indimellem,2008

Jose Saramagos roman Intermiténcias da morte, 2005 er den ellevte roman oversat til dansk af Peer Sibast, 2008 (Samleren). Bogen er en moderne, humoristisk fabel om dødens livsnødvendighed. En absurd, humoristisk fortælling – et tankeeksperiment, spundet over en række filosofiske og etiske problemstillinger: Hvad nu hvis…???

Forfatteren lader historien udspille sig i et unavngivet land – et lille monarki med 10 millioner indbyggere. Landet er omkranset af tre andre lande.  Den 31/12 kl. 23. 55 opstår den skæbnesvangre nye situation:  Ved hoffet ligger den gamle dronning på sit yderste. Hele hoffet er samlet og venter på, at dronningen skal drage det sidste og endelige suk. Men præcis kl. 00 sker noget uventet. Døden udebliver. Det samme gør sig gældende over hele landet. Fra klokken nul på den dag i januar forelå ingen rapporter om at nogen skulle være afgået ved døden. Ingen dødsfald grundet sygdom, ingen dødsulykker, dødsfald efter brande eller selvmord. Ambulancer med hårdt kvæstede kørte til hospitalerne, men ingen dødsfald indtraf. Folk, som forventedes at udånde inden for kort tid, vedblev at holde sig i live.

Rundt om på sygehuse og plejehjem ligger døde-levende og fylder op på gangene. De døde-levende får det hverken bedre eller dårligere ved at komme hjem end ved at blive liggende på de overfyldte stuer. De dør jo alligevel ikke. Det skaber store samfundsmæssige problemer. Efterhånden må mere personale kaldes ind for at tage sig af de døde-levende. Regeringen får problemer med logistikken og det tærer på ressourcerne, at efterhånden og flere er på livslang offentlig forsørgelse.  Det rører ved forestillingerne om omsorg for vore kære og begreber som medfølelse og barmhjertighed. ”Hvis vi ikke begynder at dø, har vi ingen fremtid ”(s.81).

Andre dele af samfundet rammes. I første omgang går det ud over begravelsesagenturer og bedemænd, dernæst forsikringsselskaberne som oplever at folk vil have udbetalt deres pension. Snart finder en mafia – her stavet med maphfia – på i samarbejde med regeringen at transportere de døde levende over på den anden side af grænsen, for at slægtninge dér kan slippe af med deres døde-levende.

Den katolske kirke rammes. Hvis der ikke er nogen død, så er der heller ikke nogen opstandelse. Og filosofferne står over for en ny udfordring:  Er der én død eller kan man tale om flere slags død?

Situationen er absurd. Det, som før var en uopnåelig længsel efter evigt liv, udvikler sig til et virkeligt mareridt. Saramago beskriver det kaos som opstår, når tæppet bliver trukket væk under den verden, vi kender. Forfatteren tegner et billede af et samfund som er splittet mellem håbet om at leve og rædslen for aldrig at dø. Et samfund splittet mellem forfængelig stolthed over at være unik på kloden og bekymringen over ikke at være som andre.

Også i denne fabel eksperimenterer den portugisiske forfatter med formen: en kaotisk syntaks, fravær af punktum, undladelse af brug af absolut nødvendige parenteser og den tvangsmæssige afskaffelse af afsnit, kommaer, som bare er strøet på må og få, afskaffelse af store bogstaver osv. er en effektfuld illustration af den forvirring, som opstår, når de gængse normer udfordres.

(”Tænk for eksempel mere på døden – det ville være højst mærkværdigt om du ikke blev kendt med nye forestillinger, nye felter af sproget” – Wittgenstein)

Til at begynde med rives man som læser med i et hastigt og hektisk tempo og hvirvles ind i en række uforudsigelige og uoverstigelige problemer. Man overrumples af denne skarpe samfundsrevsende kritik. Vi befinder os i et science-fiction univers. Efterhånden (ca. halvejs inde i bogen) er man ved at køre man lidt træt, af den manglende død. Læsningen kræver koncentration. Der er ingen holdepunkter eller identifikationsmuligheder. Ingen mennesker af kød og blod. På Kafka´sk maner støder vi kun på systemet, regeringen, hierakiet, militæret, medierne… Vi er ved at få nok.

Men på side 108 sker et stilskift, idet døden – i skikkelse af en kvinde – kommer tilbage for at rette op på tingenes tilstand. Hele samfundet vågner op og bedemændene bliver igen kisteglade. En naturlig lettelse og en berettiget befrielse. Men da døden møder en cellist, der spiller Bachs 6. cellosuite, bliver den overvældet. Fortællingen udvikler sig til en kærlighedshistorie. For over for kærlighed og musik kommer selv døden til at ryste på hånden.

Først når døden kommer ind i billedet, kommer der rigtig liv i tingene. Saramagos samfundskritik er på en gang sort humor og varm menneskelighed.