Af Marianne Porsby
Anmeldelse af “Haren med de ravgule øjne” af Edmund de Waal, udgivet 2011 på Hr Ferdinand, oversat af Jesper Kistorp og Ole Thorslund Andreasen.
Edmund de Waal er en verdensberømt, engelsk keramiker, hvis værker er repræsenteret på mange museer i hele verden. “Haren med de ravgule øjne” er hans debut som forfatter og han vandt den prestigefyldte COSTA AWARD 2011 for den.
Handlingen i “Haren med de ravgule øjne” tager sin begyndelse i Tokyo, hvor forfatteren arver en samling netsuker (japanske miniaturer) af sin barnløse grandonkel. Han beslutter sig for at undersøge, hvordan denne samling er kommet i slægtens besiddelse og det bliver en historie både om hans jødiske slægt og om 150 års europæisk kunsthistorie.
Det fører ham tilbage til Paris i slutningen af 1800-tallet, til Charles Ephrussi, rigmand og kunstkender, som køber malerier af Manet og Renoir og omgås forfattere som f eks Proust. Det er ham, der under 1800-tallets japonismefeber grundlægger samlingen af 264 netsuker.
Ephrussi-familien stammer oprindeligt fra Odessa, den jødiske by ved Sortehavet, hvor de grundlægger deres formue ved kornhandel. De forlader Odessa og rejser til Wien og Paris, hvor de bliver en af Europas mest velhavende bankfamilier. De ændrer deres slægtsnavn til Efrussi og deres fornavne til de europæiske udgaver af deres navn i håb om at blive assimileret, men de bliver stadig betragtet som opkomlinge.
Familierne bor i flotte palæer og ejer store kunstsamlinger, men alt dette går tabt, da tyskerne invaderer Østrig, og familien Efrussi spredes over det meste af Europa, USA og Japan. Ingen i familien magter at kæmpe for at få deres ejendomme, kunst og bøger tilbage efter krigen, kun netsukerne forbliver i slægtens eje.
Edmund de Waal bruger to år på at afdække sin families historie, mens han besøger gamle palæer, som nu bruges til andet end beboelse, gennemsøger arkiver og besøger museer, hvor flere af familiens malerier nu hænger. Samtidig følger han netsukerne fra Paris til påklædningsværelset i Wien, hvor børnene leger med dem, over grandonklen i Tokyo til forfatteren i England.
Hvis man er interesseret i kunsthistorie og jødisk historie er denne bog absolut en oplevelse, og man fornemmer tydeligt forfatterens store interesse for kunst. Man eneste indvending er, at der er meget få personskildringer, f eks ville jeg gerne have vidst lidt mere om hans bedstemor, men det har nok ikke været forfatterens intentioner med bogen. Derimod er min fornemmelse, at han, udover at skildre slægtens historie, ønsker at beskrive det store tab slægten led ved tyskernes invasion i Østrig og efterfølgende østrigernes manglende vilje til at give dem deres tabte ejendele tilbage.